Foredragsaften, NATO-enhed i Bosnien

Onsdag den 8 november kl. 19:00 i Veteranhuset, Kavalerivej 16, 8930 Randers NØ.

Danmarks Veteraner Kronjylland inviterer veteraner, pårørende og interesserede til foredrag.

Major N.J.E. Pedersen, der var tjenestegørende ved Hovedkvarterskompagniet i Sarajevo  1992-93 som chef for den multinationale NATO-enhed fortæller og viser billeder fra kompagniets virke midt i borgerkrigen i Bosnien.


Resume – 8/11:

Endnu engang var Veteranhuset Randers fyldt til et foredrag, da Danmarks Veteraner Kronjylland onsdag aften havde besøg af major N.J.E. Pedersen, der fortalte om sin mission som chef i Hovedkvarterskompagniet i Sarajevo i 1992-93.
I en spændende og levende fortælling suppleret med fotos fortalte han om kompagniets virke midt i borgerkrigen i Bosnien.
En beretning om ankomsten til Bosnien med deployering til Sarajevo, hvor det fremskudte hovedkvarter skulle ligge og til Kiseljak, hvor det kommende hovedkvarter skulle oprettes og bevogtes, samt logistikbasen i Split og forbindelses-/transitkommandoen i Zagreb. En hverdag i krigen med granatnedslag, nogle gange flere hundrede, vejsidebomber, miner, snigskytter, baghold, sårede og døde. Kidnapning af en dansk soldat, hvor alt blev sat ind på at finde og befri ham, hvilket lykkedes efter 8 timer. Forråelsen der sneg sig ind i det rå og brutale miljø og gjorde at moralbegreberne ændrede sig.
Tak for den store opbakning, der gjorde at vi endnu engang kunne fylde Veteranhuset til et arrangement. Vi vil arbejde stenhårdt for at fortsætte dette fremover.