DANMARKS VETERANER KRONJYLLAND INDKALDER TIL GENERALFORSAMLING.
I forlængelse af opslag i Danmarks Veteraners medlemsblad ”Danmarks Veteraner” nr. 4 2025 indkaldes til Danmarks Veteraner Kronjyllands ordinære generalforsamling 2026. Onsdag den 11. februar 2026 kl. 1800 i Veteranhuset, Kavalerivej 16, 8930 Randers NØ.
Program:
• Fanen føres ind
• 1 minuts stilhed i respekt for vores medlemmer der døde i 2025
• Kongens skål
• Uddeling af årstegn/-medaljer og diplomer
Herefter spisning, som er gratis. Husk bindende tilmelding senest den 5. februar 2026 KUN på hjemmesiden www.dv-kronjylland.dk. Der modtages IKKE personlig eller telefonisk tilmelding.
Generalforsamlingen:
1. Valg af dirigent
2. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning.
3. Kassereren fremlægger resultatopgørelse til godkendelse.
4. Behandling af indkomne forslag (forslag skal være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen).
5. Valg af formand.
6. Valg af 1 bestyrelsesmedlem.
7. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen.
8. Valg af revisor/bilagskontrollant
9. Valg af revisorsuppleant/bilagskontrollantsuppleant.
10. Eventuelt.
• Fanen føres ud.
På bestyrelsens vegne. Formand Hans Christian Mortensen

Tilmelding Lukket.
Onsdag den 11. februar afholdt Danmarks Veteraner Kronjylland generalforsamling med 46 tilmeldte deltagere.
Enkelte måtte desværre melde afbud på grund af sygdom, men fremmødet vidnede endnu en gang om en aktiv og engageret forening.
Formanden bød velkommen og rettede en særlig hilsen til landssekretær Morten Jørgensen fra Danmarks Veteranersamt foreningens æresmedlemmer Aage Pedersen og Ernst Kristensen. Det tredje æresmedlem, Arne Rousing, havde desværre meldt afbud grundet sygdom.


Formanden aflagde bestyrelsens beretning og kunne fortælle, at foreningen – trods tabet af enkelte medlemmer i 2025 – fortsat oplever stabil vækst. Medlemstallet er nu oppe på 168 medlemmer, hvilket bekræfter den positive udvikling, der har præget de senere år.
Kassereren fremlagde årets regnskab, som blev godkendt uden bemærkninger.
Højtidelig åbning og hæder til jubilarer
Traditionen tro blev foreningens flotte fane ført ind, hvorefter forsamlingen holdt et minuts stilhed til minde om de medlemmer, der er gået bort siden generalforsamlingen i 2025. Herefter blev Kongens skål udbragt, og uddelingen af årstegn og jubilæumsmedaljer kunne begynde.
Følgende medlemmer blev hædret:
- 10-års jubilæumstegn: Karl Sørensen
- 25-års jubilæumsmedalje: Leo Edelskov Sørensen, Paul Busk Jensen (afbud) og Leif Finn Hansen
- 40-års jubilæumsmedalje: Aage Blicher Jepsen, Erik A. Borgbjerg (afbud) og Vagn Jensen (afbud)
De jubilarer, som ikke havde mulighed for at deltage, vil få deres medaljer overrakt ved en senere lejlighed.





Aftenens særlige hæder var Danmarks Veteraners Fortjenstmedalje i Bronze, som blev tildelt Erik Bugge, Tom Zielke og Jes Nørholm for deres store indsats i bestyrelsesarbejdet. I motivationen for Jes Nørholm blev der desuden lagt vægt på hans initiativ til oprettelsen af og engagement i Veterancafé Mariagerfjord. Tre meget overraskede – og tydeligt rørte – modtagere kunne tage imod den velfortjente anerkendelse.




Fællesskab omkring bordet
Inden den formelle del af generalforsamlingen blev deltagerne budt på årets menu: klassiske gule ærter med alt, hvad der hører sig til. En traditionsrig ret, der dannede rammen om hyggeligt samvær og gode samtaler.



En forening i fortsat vækst
Herefter blev generalforsamlingen officielt åbnet med Aage Pedersen som dirigent.
I 2025 blev der afholdt hele 24 arrangementer med imponerende opbakning. Veteranhuset har været fyldt med glade veteraner ved samtlige arrangementer, og flere gange måtte tilmeldingen lukkes før tid. Et særligt højdepunkt var foredraget med Anders Puck Nielsen, hvor over 80 deltagere betød, at arrangementet måtte flyttes til Glassalen i Hjemmeværnscenter Randers.
Også den traditionsrige julebanko var velbesøgt med 61 deltagere, og med lidt kreativitet lykkedes det at finde plads til alle.
I 2026 fortsætter foredragene fast den anden onsdag i måneden. Derudover er der planlagt fem udflugter for veteraner og pårørende – herunder en fælles udflugt med gode samarbejdspartnere fra Randers Veterancafé og Shelterplads. Bestyrelsen orienterede desuden om øvrige aktiviteter og initiativer i relation til foreningens arbejde.
Valg og nye kræfter i bestyrelsen
Da der ikke var indkommet forslag, gik man videre til valg:
- Hans Christian Mortensen blev genvalgt som formand.
- Martin Rasmussen blev nyvalgt som bestyrelsesmedlem.
- Frank Rasmussen blev genvalgt som bestyrelsessuppleant.
- Maria Lemvigh-Hammer blev nyvalgt som bestyrelsessuppleant.
Valget af Maria Lemvigh-Hammer markerer første gang, at en kvinde er valgt ind i bestyrelsen – noget foreningen med rette er både stolt og glad for. Samtidig består næsten halvdelen af bestyrelsen nu af yngre veteraner, hvilket lover godt for fremtiden.
Karl Sørensen blev genvalgt som revisor, og Ulrik Leth fortsætter som revisorsuppleant.
Tak og afslutning
Under punktet eventuelt var der få indslag. Bo Styhm modtog en vingave som tak for sit arbejde i bestyrelsen og med foreningens hjemmeside, og Aage Pedersen fik ligeledes en vingave for sit hverv som dirigent. Landssekretær Morten Jørgensen blev takket for sin deltagelse med en feltration som symbolsk gestus.
Fanen blev herefter ført ud, og generalforsamlingen afsluttet i god ro og orden. Afslutningsvis orienterede Morten Jørgensen om aktuelle emner fra hovedforeningen – en passende afrunding på endnu en velgennemført generalforsamling i Danmarks Veteraner Kronjylland, hvor fællesskab, engagement og respekt fortsat er bærende værdier.

